Kiropraktik
Kiropraktikken kan føres tilbage til 1895 i USA. Behandlingsmetoden har i årevis været en del af de alternative behandlingstilbud, men i dag er kiropraktik fuldt anerkendt af Sundhedsstyrelsen, og kiropraktorerne uddannes på Syddansk Universitet i Odense – et 6-årigt studium.
Kiropraktorer opnår autorisation fra Sundhedsstyrelsen og der ydes tilskud fra den Offentlige Sygesikring til kiropraktisk behandling – også uden lægehenvisning.
Konsultation
Al konsultation foregår efter tidsbestilling, og der kræves ingen lægehenvisning.
Når du kommer ind i venteværelset, vil du blive mødt af en sekretær, som skal bruge dit sygesikringsbevis. Det skal du i øvrigt have med hver gang til konsultation. På den måde registrerer klinikken til sygesikringen, at du har været til behandling.
Hos kiropraktoren gennemgås din sygehistorie grundigt, og der foretages en grundig undersøgelse afhængig af hvor dine symptomer er. Du kan blive bedt om at lave forskellige bevægelser, og kiropraktoren vil undersøge bevægeligheden i din ryg / krop og foretage forskellige tests.
Ved behov kan der suppleres med et røntgenbillede. Dette kan foretages på klinikken – og ofte samme dag.
Der vil også blive indhentet materiale på dig andre steder fra, hvis det skønnes nødvendigt
Herefter vil en behandling sættes i gang og kiropraktoren vil lægge en behandlingsplan specifikt til dig. Med udgangspunkt i lige netop din problematik vil du blive undersøgt, rådgivet og evt instrueret i relevante øvelser.
Kiropraktisk behandling vil som oftest bestå af en ledfrigørende behandling af kroppens led. I forbindelse hermed kan kiropraktoren også anvende bløddelsbehandling, dry needling, øvelsesterapi etc. Hvis der er behov for det, kan man også tale om arbejdsstillinger, sportsaktiviteter etc.
Langt de fleste patienter hos kiropraktoren døjer med smerter i bevægeapparatet – dette dækker over muskler, led og nerver. Symptomer kommer ofte til udtryk som dårlig funktion eller smerter.
Husk: vi behandler alle problematikker i bevægeapparatet, og ikke kun rygsmerter. Vi behandler unge som gamle – også spædbørn!